Post-impressionisme
Post-impressionisme var en kunstbevægelse fra det sene 19. århundrede, primært udviklet af kunstnere i Frankrig. Det var en reaktion mod impressionismen. Udtrykket post-impressionisme dukkede første gang op efter udstillingen af Les Indépendants i 1884, og skulle adskille denne mere radikale stil fra den allerede eksisterende bevægelse, som den havde et overlappende medlemskab med. For malere som Vincent van Gogh, Paul Cezanne eller Paul Gauguin var deres kunst en pensel med den nye virkelighed i det moderne liv. Denne bevægelse udviklede sig i en æra, der var vidne til enorme filosofiske og sociale ændringer, herunder revolutioner, den industrielle revolution og fremskridt inden for videnskab. Postimpressionistisk kunst er kendetegnet ved slående farver, dristig komposition og ofte symbolsk billedsprog. Malerierne forsøgte at formidle en følelse af følelsesmæssig oplevelse. Post-impressionismen er blandt de første virkelig moderne bevægelser i kunsten, og det var også en af de første bevidste bestræbelser på at skabe en ny stil, der afveg fra europæiske traditioner og påvirkninger. Bevægelsens navn stammer fra en bog skrevet af Louis Leroy, kaldet "Les Indépendants", hvorfra udtrykket postimpressionisme opstod. Post-impressionistiske kunstnere brugte levende og nogle gange skrigende farver til at indgyde intense følelser i deres publikum. De malede ofte landskaber med vægt på skiftende vejrforhold og naturligt lys. Post-impressionisterne afviste ideen om at male i deres atelierer og valgte i stedet at male udendørs som realister. For bedre at kunne fange skiftende lys og farveeffekter, malede de ofte hurtigt med store penselstrøg, mens de studerede naturen. De post-impressionistiske malere var blandt de første moderne kunstnere til at male realistiske scener fra hverdagen. Inspirationen til post-impressionistisk kunst kom primært fra det franske landskab. De malede landskaber nær Paris og på fjerne steder som Provence, Côte d'Azur og Bretagne, og søgte inspiration fra frisk luft uden for byen. Mange af kunstnerne var også inspireret af Vincent van Goghs værker og hans oprigtighed i at male hverdagsgenstande. Dette var en radikal afvigelse fra traditionelle kunstpraksis, og det bragte post-impressionismen til fronten af den almene bevidsthed. Malerne brugte lyse farver, der ikke traditionelt ses sammen, med impasto skabe tekstur og brudte farver for at formidle en følelse af spontanitet og følelser. De brugte også intense, unaturlige farvesammenstillinger, der ikke var bange for at gå uden for grænserne for traditionelle malerikonventioner. Kombinationen af farver blev valgt specifikt for deres udtryksfulde kvaliteter. Dette er i modsætning til impressionisternes teknik, som gik ud på at opbygge lag af tynd maling for at opnå en mere realistisk, mindre udtryksfuld effekt. Post-impressionisterne var meget kritiske over for impressionismen i deres tid. Nogle kritikere har dog set visse ligheder mellem de to bevægelser. Begge afviste realisme som en repræsentativ kunstnerisk teknik og mente begge, at kunstnere burde investere mere tid i at studere naturen for at kunne fange dens fulde række af detaljer i deres kunst.